Det socialpædagogiske tilbud indhold/formål og aktiviteter:
Et socialpædagogisk opholdssted, åbent alle årets 365 dage, men der tilstræbes hjemrejse weekend hver anden weekend.
Opholdsstedet er den unges hjem/base. Et sted hvor der er omsorg, stabilitet, kontakt, relationer og opdragelse. Et sted hvor voksne passer på og der er opsyn, hvor der bliver stimuleret i form af læring, sprog og en bred vifte af aktiviteter. Et sted hvor der er forudsigelighed, kontinuitet, faste rammer, tryghed og fokus på individualitet.
Brunmosegård arbejder intenst på at styrke den unges selvværd og selvtillid, således at de unge kan være selvstændige i deres fremtidige udviklingsproces og arbejde på at få afklaret deres forventninger til fremtiden. De skal derudover bestræbe sig på at forbedre forholdet til familien, for at fastholde et socialt tilhørsforhold.
Vi vil arbejde på at styrke de unges identitet via deres interesse for det omkringliggende samfund og kultur, som understøttes med relevante tiltag og aktiviteter, for at bedre mulighederne for en social integration.
Nøgleordene og emner der arbejdes efter: Indhold i tilværelsen, værdinormer, netværk, kammeratskab, tolerance, følelser, fritidsliv, selvværd, pligter, medindflydelse, gensidig respekt og kulturelle værdier.
Brunmosegård er et sted, der bygger på nærværsprincippet med lydhørhed overfor den unges behov for støtte, nærvær og fortrolige samtaler. Dette skal ligge som et primært mål i dagligdagen med den unge.
Brunmosegård er ydermere et sted, der bygger på samarbejde, hvor der stilles krav om åbenhed, ærlighed og ligeværdighed. I tilfælde, hvor familien ikke magter at have den unge på besøg, vil der være mulighed for at besøgene og samværet etableres her på stedet efter aftale.